Hej kære læsere.
Når man har med hunde at gøre, vil det altid gå lidt op og ned i perioder - Det kender de fleste sikkert ret godt til. Fella og jeg har i en længere periode, ikke kunne finde vores samarbejde frem. Jeg har ikke været helt mig selv i noget tid og det ramte desværre på træningsfronten.
I december arbejdede og præsterede Fella sit bedste nogensinde over en længere periode og jeg var ret varm på tanken om at rykke en klasse op i Nose Work, når vi havde hevet vores guldtitel hjem i vores nuværende klasse. Men.. Så tog jeg på ferie, kom hjem igen 14 dage efter, havde det ikke så godt, havde meget i hovedet og kunne ikke samle mig om tingene og så gik det jo selvfølgelig galt. Fella begyndte at blive frustreret i sit arbejde, fejlmarkerede konstant, ville ikke søge lave søg og gik konstant og kiggede op i luften. Hun løb også konstant forbi færtkilden og kunne ikke lokalisere den.
Jeg tog mig selv i at blive frustreret, da dagene gik og det kun blev værre og værre for os. Fella blev stresset, når jeg tog hendes sele og snor frem. Der var ingen glæde hos hende. Jeg måtte et par gange aflyse mine holdtræninger, da lysten simpelthen ikke var til stede. Grundet mig, smuldrede hele vores samarbejde mellem hænderne på mig. Jeg følte, at hver gang vi gik ud for at træne, ødelagde jeg det en lille smule mere. Mine tanker var et andet sted, jeg sjuskede, gav hende ikke plads, havde den forkerte fornemmelse i maven og var bare slet ikke opsat på at træne med hende. Da vi nåede det punkt, hvor hun decideret løb væk fra kilden, når hun fik færten i snuden, sagde jeg stop. Og tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvordan kom vi på rette vej igen? Hvordan fik vi begge glæden tilbage? Var det for sent?
Jeg besluttede at holde en lille pause, indtil jeg selv havde det bedre igen og kunne være der 110% for Fella.
små 3 uger skulle der gå, før jeg sådan rigtigt følte at vi skulle i gang igen. Planen var at starte helt tilbage med parring (fært + godbidder) og utroligt lette søg. Jeg købte nyt hydrolat, så det var så frisk som muligt.
I går gik vi så i gang med et såkaldt "Bunny Run" for at få glæden frem i hende- Det vil sige, at man placerer en masse færtkilder rundt om et køretøj med godbidder . Jeg satte Fella på bilen og hun gik straks ivrigt i gang. Vi nåede at gå 4 runder rundt om bilen, imens min hjælpsomme mor gik og fyldte op med godbidder på kilderne. Fella var glad og jeg var godt tilfreds. Så jeg tænkte, at vi gik videre til ultra lette udendørs klasse 1 søg. Jeg lavede dem så nemme som overhovedet muligt - Så hun ikke kunne undgå at finde dem. Og det var med succes. For første gang i mange uger, fandt hun alle kilderne med stort overskud og glæde. Vi sluttede imens legen stadig var god, selvom jeg gerne ville blive ved! Men kunsten er jo at stoppe i tide ;-)
Så planen fremover ser således ud:
Først når hun virker 100% som sit gamle jeg igen, rykker vi videre mod det niveau vi plejer at være på. Men vi tager den tid, som hun kræver. Det skylder jeg hende. Jeg træner fortsat på at være der for hende og støtte, hvor hun har brug for det. Jeg har lært en vigtig lektie:
TRÆN ALDRIG, NÅR DU IKKE ER DIG SELV!
Vi er tilmeldt en del konkurrencer og overvejelserne om jeg skulle melde fra, har strejfet mig mange gange. Men jeg er kommet frem til, at vi tager med, og så tager vi et søg ad gangen og træner, som hvis vi gik derhjemme og trænede i haven. Ingen pres, - kun sjov!
POTEDASK HERFRA! :-)
Når man har med hunde at gøre, vil det altid gå lidt op og ned i perioder - Det kender de fleste sikkert ret godt til. Fella og jeg har i en længere periode, ikke kunne finde vores samarbejde frem. Jeg har ikke været helt mig selv i noget tid og det ramte desværre på træningsfronten.
I december arbejdede og præsterede Fella sit bedste nogensinde over en længere periode og jeg var ret varm på tanken om at rykke en klasse op i Nose Work, når vi havde hevet vores guldtitel hjem i vores nuværende klasse. Men.. Så tog jeg på ferie, kom hjem igen 14 dage efter, havde det ikke så godt, havde meget i hovedet og kunne ikke samle mig om tingene og så gik det jo selvfølgelig galt. Fella begyndte at blive frustreret i sit arbejde, fejlmarkerede konstant, ville ikke søge lave søg og gik konstant og kiggede op i luften. Hun løb også konstant forbi færtkilden og kunne ikke lokalisere den.
Jeg tog mig selv i at blive frustreret, da dagene gik og det kun blev værre og værre for os. Fella blev stresset, når jeg tog hendes sele og snor frem. Der var ingen glæde hos hende. Jeg måtte et par gange aflyse mine holdtræninger, da lysten simpelthen ikke var til stede. Grundet mig, smuldrede hele vores samarbejde mellem hænderne på mig. Jeg følte, at hver gang vi gik ud for at træne, ødelagde jeg det en lille smule mere. Mine tanker var et andet sted, jeg sjuskede, gav hende ikke plads, havde den forkerte fornemmelse i maven og var bare slet ikke opsat på at træne med hende. Da vi nåede det punkt, hvor hun decideret løb væk fra kilden, når hun fik færten i snuden, sagde jeg stop. Og tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvordan kom vi på rette vej igen? Hvordan fik vi begge glæden tilbage? Var det for sent?
Jeg besluttede at holde en lille pause, indtil jeg selv havde det bedre igen og kunne være der 110% for Fella.
små 3 uger skulle der gå, før jeg sådan rigtigt følte at vi skulle i gang igen. Planen var at starte helt tilbage med parring (fært + godbidder) og utroligt lette søg. Jeg købte nyt hydrolat, så det var så frisk som muligt.
I går gik vi så i gang med et såkaldt "Bunny Run" for at få glæden frem i hende- Det vil sige, at man placerer en masse færtkilder rundt om et køretøj med godbidder . Jeg satte Fella på bilen og hun gik straks ivrigt i gang. Vi nåede at gå 4 runder rundt om bilen, imens min hjælpsomme mor gik og fyldte op med godbidder på kilderne. Fella var glad og jeg var godt tilfreds. Så jeg tænkte, at vi gik videre til ultra lette udendørs klasse 1 søg. Jeg lavede dem så nemme som overhovedet muligt - Så hun ikke kunne undgå at finde dem. Og det var med succes. For første gang i mange uger, fandt hun alle kilderne med stort overskud og glæde. Vi sluttede imens legen stadig var god, selvom jeg gerne ville blive ved! Men kunsten er jo at stoppe i tide ;-)
Så planen fremover ser således ud:
- Meget nemme klasse 1 søg
- Ingen høje søg (hun skal lære at søge lavt igen)
- Massere af glæde og ingen forventninger
- Af og til parring med godbidder
- bunny run på køretøj af og til
Først når hun virker 100% som sit gamle jeg igen, rykker vi videre mod det niveau vi plejer at være på. Men vi tager den tid, som hun kræver. Det skylder jeg hende. Jeg træner fortsat på at være der for hende og støtte, hvor hun har brug for det. Jeg har lært en vigtig lektie:
TRÆN ALDRIG, NÅR DU IKKE ER DIG SELV!
Vi er tilmeldt en del konkurrencer og overvejelserne om jeg skulle melde fra, har strejfet mig mange gange. Men jeg er kommet frem til, at vi tager med, og så tager vi et søg ad gangen og træner, som hvis vi gik derhjemme og trænede i haven. Ingen pres, - kun sjov!
POTEDASK HERFRA! :-)
