Hej! Fella her. Idag er det min tur til at føre mig frem på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at fortælle om hvor lækker en race jeg er, men min mor siger, at det har jeg snakket nok om, så jeg måtte finde på noget andet.. Javel. Jeg har derfor valgt at fortælle jer om en forfærdelig oplevelse, jeg havde idag. Og så håber jeg bare ikke at min mor kigger med... Here we go:
Jeg vågnede imens det stadig var mørkt og der var stille i huset. Det blæste udenfor, så husets vægge sagde nogle mærkelige lyde. Jeg besluttede mig derfor til, at jeg ville hoppe op i mors varme og behagelige seng og trøste hende, hvis nu at hun pludselig vågnede op og var bange for blæsten. Så sød er jeg nemlig... Lige da jeg havde lagt mig allerbedst til rette oven på mors bryst, vågnede hun og bad mig om at hoppe ned. Utaknemmelige menneske!
Men jeg gav ikke op uden kamp. Jeg gjorde mig så tung som jeg kunne og ignorerede hende. Jeg har af erfaring lært, at hvis jeg lægger mig på hendes bryst, kan hun ikke komme fri. Men efter nogle minutters kamp med hende, valgte jeg at hoppe ned igen. Hvis hun ikke gad at ligge og putte med mig, gad jeg bestemt ikke være i nærheden af hende. Jeg sendte nogle lange bedende hundeøjne i hendes retning, bare for at give hende dårlig samvittighed... Men hun vendte bare ryggen til mig og sov videre. Fint!
Jeg kedede mig og ville have opmærksomhed. Det gik op for mig, at jeg ikke havde gået min sædvanlige morgenpatrulje igennem huset, så jeg trak mine kløer så langt ud jeg overhovedet kunne og trampede hårdt derud af, så hele verden kunne høre mig - Okay måske ikke hele verden, men i hvert fald menneskerne i huset.
Folk begyndte at vågne - Mission completed :D
Når nu folk alligevel begyndte at stå op, kunne de jo lige give mig mad og kærlighed med det samme! Jeg var ved at dø af sult.. Det er ikke en joke. Jeg havde på dette tidspunkt ikke fået mad i 6 timer. 6 TIMER! Jo mere jeg tænkte på min mad, jo mere rastløs blev jeg. Jeg gik ind og duttede min mor på snuden, for at skynde på hende. SUCCES - hun stod ud af sengen og tog noget tøj på. Jubiiiii, jeg kunne allerede smage maden og savlen begyndte at flyde ud over mine læber. jeg fulgte ivrigt med hende. Desværre gik hun pludselig i vejen for mig (ja det var i hvert fald ikke mig, der gik i vejen for hende) og hun fik trådt mig over poterne. HYYYYYYYYL! Mor var straks nede og sige undskyld, men en undskyldning var ikke, hvad jeg var ude efter. Jeg havde håbet på, at hun ville skynde sig lidt mere med den mad...
Hun begyndte at tage overtøj på. Hvad var nu det? Sandheden begyndte at gå op for mig og jeg mærkede skrækken sætte ind.. Min dumme mor ville ud og gå tur, INDEN der blev serveret mad. Der måtte jeg altså slå poten i bordet og sætte grænsen. Det var en reel frygt, der voksede i maven på mig - tanken om at falde om af sult midt ude på gaden. Jeg vendte om og løb ud i køkkenet og gemte mig under spisebordet. HA! Herunder kan intet ondt i verden nå mig. Mor kom trampende ud i køkkenet. Hun havde endda en sele i hånden! Hell no. Ikke tale om! Hundeseler svarer til menneskers spændetrøjer og jeg kan ikke lide at have dem på! Hun begyndte at kalde på mig med en sukkersød stemme og lave møsselyde. Min hale begyndte at logre mod min vilje - forrædder! Jeg prøvede at stoppe den, men den levede sit eget liv og snart var der så meget gang i den, at den med propelkraft skubbede mig fremad og lige ind i min mors arme. Satans også! Hun fik proppet selen på mig, uden min tilladelse, hvilket jeg ikke synes er ok... Synes I? Anyway, jeg ville ikke gøre livet let for hende, så på vejen ud af døren, greb jeg min nye dino-pivpiv, som jeg havde planer om at larme med på hele turen. Hun lod mig tage den med og åbnede døren..
Hvad var nu det? Det sneede!
Jeg vågnede imens det stadig var mørkt og der var stille i huset. Det blæste udenfor, så husets vægge sagde nogle mærkelige lyde. Jeg besluttede mig derfor til, at jeg ville hoppe op i mors varme og behagelige seng og trøste hende, hvis nu at hun pludselig vågnede op og var bange for blæsten. Så sød er jeg nemlig... Lige da jeg havde lagt mig allerbedst til rette oven på mors bryst, vågnede hun og bad mig om at hoppe ned. Utaknemmelige menneske!
Men jeg gav ikke op uden kamp. Jeg gjorde mig så tung som jeg kunne og ignorerede hende. Jeg har af erfaring lært, at hvis jeg lægger mig på hendes bryst, kan hun ikke komme fri. Men efter nogle minutters kamp med hende, valgte jeg at hoppe ned igen. Hvis hun ikke gad at ligge og putte med mig, gad jeg bestemt ikke være i nærheden af hende. Jeg sendte nogle lange bedende hundeøjne i hendes retning, bare for at give hende dårlig samvittighed... Men hun vendte bare ryggen til mig og sov videre. Fint!
Jeg kedede mig og ville have opmærksomhed. Det gik op for mig, at jeg ikke havde gået min sædvanlige morgenpatrulje igennem huset, så jeg trak mine kløer så langt ud jeg overhovedet kunne og trampede hårdt derud af, så hele verden kunne høre mig - Okay måske ikke hele verden, men i hvert fald menneskerne i huset.
Folk begyndte at vågne - Mission completed :D
Når nu folk alligevel begyndte at stå op, kunne de jo lige give mig mad og kærlighed med det samme! Jeg var ved at dø af sult.. Det er ikke en joke. Jeg havde på dette tidspunkt ikke fået mad i 6 timer. 6 TIMER! Jo mere jeg tænkte på min mad, jo mere rastløs blev jeg. Jeg gik ind og duttede min mor på snuden, for at skynde på hende. SUCCES - hun stod ud af sengen og tog noget tøj på. Jubiiiii, jeg kunne allerede smage maden og savlen begyndte at flyde ud over mine læber. jeg fulgte ivrigt med hende. Desværre gik hun pludselig i vejen for mig (ja det var i hvert fald ikke mig, der gik i vejen for hende) og hun fik trådt mig over poterne. HYYYYYYYYL! Mor var straks nede og sige undskyld, men en undskyldning var ikke, hvad jeg var ude efter. Jeg havde håbet på, at hun ville skynde sig lidt mere med den mad...
Hun begyndte at tage overtøj på. Hvad var nu det? Sandheden begyndte at gå op for mig og jeg mærkede skrækken sætte ind.. Min dumme mor ville ud og gå tur, INDEN der blev serveret mad. Der måtte jeg altså slå poten i bordet og sætte grænsen. Det var en reel frygt, der voksede i maven på mig - tanken om at falde om af sult midt ude på gaden. Jeg vendte om og løb ud i køkkenet og gemte mig under spisebordet. HA! Herunder kan intet ondt i verden nå mig. Mor kom trampende ud i køkkenet. Hun havde endda en sele i hånden! Hell no. Ikke tale om! Hundeseler svarer til menneskers spændetrøjer og jeg kan ikke lide at have dem på! Hun begyndte at kalde på mig med en sukkersød stemme og lave møsselyde. Min hale begyndte at logre mod min vilje - forrædder! Jeg prøvede at stoppe den, men den levede sit eget liv og snart var der så meget gang i den, at den med propelkraft skubbede mig fremad og lige ind i min mors arme. Satans også! Hun fik proppet selen på mig, uden min tilladelse, hvilket jeg ikke synes er ok... Synes I? Anyway, jeg ville ikke gøre livet let for hende, så på vejen ud af døren, greb jeg min nye dino-pivpiv, som jeg havde planer om at larme med på hele turen. Hun lod mig tage den med og åbnede døren..
Hvad var nu det? Det sneede!
 |  |  |
Mor stoppede også op og kiggede ud af døren. Så tog hun hurtigt selen af mig igen og skiftede den ud med et dækken i stedet for. Hvad der var værst ved jeg ikke.. Jeg havde ikke flere krafter til at sige fra, for min mave var ved at skrumpe ind til ingenting. Jeg overgav mig.. Mine dage var talte og jeg kunne ikke mere... Såååå sulten.
Afsted vi gik i sne og storm. snefnug klaskede ind i hovedet på mig og gjorde mig våd. Dino-pivpiv, som jeg i protest havde slæbt med ud, hang livløst i min mund og sagde ikke mange piv på vores vej.. Vi nåede små 100 meter væk fra mit varme hjem og foderspanden, før mor slap mig løs og gav mig lov til at tumle rundt og lege. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene sådan en ubegavet mor, for jeg syntes selv at jeg havde gjort det klart for hende, at jeg ikke gad og faktisk balancerede mellem liv og død.. For første gang i mit liv, syntes jeg bare at sneen var dum og jeg var godt grumpy. Efter 10 minutters protest, tog mor dino-pivpiv fra mig og proppede den i lommen. Jeg livede lidt op, for NU skulle vi hjem! Hellige Hund, jeg overlevede!
Troede jeg... Hun slæbte mig videre med ind i skoven, hvor vi var i ly fra sneen. Endnu engang slap hun mig og jeg så mit snit til at hævne mig. Jeg løb et lille stykke væk fra hende og fik færten af en lort! hæ hæ hæ... Jeg har en ret trænet bæ-næse, så jeg opsnuste den på nul komma fem og gnaskede den i mig. Mmmmmh, den smagte af Mikkel Ræv. Jeg ved at min mor bliver hysterisk, hvis hun tager mig i at spise lort.. Jeg luntede tilbage til hende og hun satte sig på hug for at sige hej til mig. Jeg gav hende et KÆÆÆMPE slik lige på næsen. Og hun havde ingen idé om, hvad jeg lige havde spist. Hun kløede mig lidt bag øret og fortalte at jeg er en god hund.. Lorten havde givet mig en smule krafter, så jeg løb en rundte inde i skoven og så skulle vi hjem igen.
Da vi kom hjem, blev jeg bedt om at sætte mig på et håndklæde ude i gangen. COME ON! Klokken var nu 9.00 og jeg plejer at få min mad kl 6.30. Mor tørrede mine poter og mit hovede og tog dækkenet af mig. Inden hun kunne nå at reagere, accelererede jeg og løb ud i køkkenet. Min mave kunne snart ikke mere. Jeg skulle have mad NU! Mor kom gående ud i køkkenet og det tog hende flere år! Sådan føltes det i hvert fald... Hun gik over til køleskabet og åbnede det. Hun tog en beholder ud og bad mig sætte mig over på min madras. Elegant som en antilope, der glider i det den sætter af, landede jeg med et bump på min madras og satte mig høfligt ned på min rumpe. Min hale begyndte endnu engang at logre i spænding. Det kunne ikke være mit normale tørfoder jeg skulle have, for det bliver ikke opbevaret i køleskabet. Hun stod læææænge og biksede rundt med noget oppe på køkkenbordet. Til sidst måtte jeg komme med et lille bjæf, for at hun ikke glemte mig.
Endelig kom øjeblikket, som jeg havde ventet på. Hun satte sig på hug ved siden af mig og stilte en skål med kødfulde ben, gulerødder og lakseolie ned foran mig. Derefter fortalte hun mig at hun elskede mig og at jeg fortjente det bedste. Faktisk snakkede hun bare konstant, så jeg begyndte på mit festmåltid. Hold nu op, det var ventetiden værd. Det gør jeg gerne igen en anden gang :D - Altså kommer døden nær, hvis det betyder luksusmåltid.
Senere på dagen gik vi en tur igen. Blæsten og sneen havde lagt sig, så nu kunne jeg rigtigt løbe rundt og hygge mig!
Jeg elsker alligevel min mor (men sig det ikke til hende.. Det stiger hende bare til hovedet). Og jeg elsker mad!
Våde bæ-næse kys fra mig!
Jeg vil gå ind og erobre mors seng nu. Og det kan hun bare ikke gøre noget ved!
Afsted vi gik i sne og storm. snefnug klaskede ind i hovedet på mig og gjorde mig våd. Dino-pivpiv, som jeg i protest havde slæbt med ud, hang livløst i min mund og sagde ikke mange piv på vores vej.. Vi nåede små 100 meter væk fra mit varme hjem og foderspanden, før mor slap mig løs og gav mig lov til at tumle rundt og lege. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene sådan en ubegavet mor, for jeg syntes selv at jeg havde gjort det klart for hende, at jeg ikke gad og faktisk balancerede mellem liv og død.. For første gang i mit liv, syntes jeg bare at sneen var dum og jeg var godt grumpy. Efter 10 minutters protest, tog mor dino-pivpiv fra mig og proppede den i lommen. Jeg livede lidt op, for NU skulle vi hjem! Hellige Hund, jeg overlevede!
Troede jeg... Hun slæbte mig videre med ind i skoven, hvor vi var i ly fra sneen. Endnu engang slap hun mig og jeg så mit snit til at hævne mig. Jeg løb et lille stykke væk fra hende og fik færten af en lort! hæ hæ hæ... Jeg har en ret trænet bæ-næse, så jeg opsnuste den på nul komma fem og gnaskede den i mig. Mmmmmh, den smagte af Mikkel Ræv. Jeg ved at min mor bliver hysterisk, hvis hun tager mig i at spise lort.. Jeg luntede tilbage til hende og hun satte sig på hug for at sige hej til mig. Jeg gav hende et KÆÆÆMPE slik lige på næsen. Og hun havde ingen idé om, hvad jeg lige havde spist. Hun kløede mig lidt bag øret og fortalte at jeg er en god hund.. Lorten havde givet mig en smule krafter, så jeg løb en rundte inde i skoven og så skulle vi hjem igen.
Da vi kom hjem, blev jeg bedt om at sætte mig på et håndklæde ude i gangen. COME ON! Klokken var nu 9.00 og jeg plejer at få min mad kl 6.30. Mor tørrede mine poter og mit hovede og tog dækkenet af mig. Inden hun kunne nå at reagere, accelererede jeg og løb ud i køkkenet. Min mave kunne snart ikke mere. Jeg skulle have mad NU! Mor kom gående ud i køkkenet og det tog hende flere år! Sådan føltes det i hvert fald... Hun gik over til køleskabet og åbnede det. Hun tog en beholder ud og bad mig sætte mig over på min madras. Elegant som en antilope, der glider i det den sætter af, landede jeg med et bump på min madras og satte mig høfligt ned på min rumpe. Min hale begyndte endnu engang at logre i spænding. Det kunne ikke være mit normale tørfoder jeg skulle have, for det bliver ikke opbevaret i køleskabet. Hun stod læææænge og biksede rundt med noget oppe på køkkenbordet. Til sidst måtte jeg komme med et lille bjæf, for at hun ikke glemte mig.
Endelig kom øjeblikket, som jeg havde ventet på. Hun satte sig på hug ved siden af mig og stilte en skål med kødfulde ben, gulerødder og lakseolie ned foran mig. Derefter fortalte hun mig at hun elskede mig og at jeg fortjente det bedste. Faktisk snakkede hun bare konstant, så jeg begyndte på mit festmåltid. Hold nu op, det var ventetiden værd. Det gør jeg gerne igen en anden gang :D - Altså kommer døden nær, hvis det betyder luksusmåltid.
Senere på dagen gik vi en tur igen. Blæsten og sneen havde lagt sig, så nu kunne jeg rigtigt løbe rundt og hygge mig!
Jeg elsker alligevel min mor (men sig det ikke til hende.. Det stiger hende bare til hovedet). Og jeg elsker mad!
Våde bæ-næse kys fra mig!
Jeg vil gå ind og erobre mors seng nu. Og det kan hun bare ikke gøre noget ved!
 |  |
