Potesporet.dk
  • Blog
  • Om bloggen
  • Kontakt
  • Links
  • SAMARBEJDE

DANMARKS FØRSTE UOFFICIELLE NW KONKURRENCE

7/10/2016

0 Comments

 
Halløj derude :-)

Sidst jeg skrev, fortalte jeg om vores fantastiske oplevelse i Lyngby, hvor vi var til duftprøve. intet mindre end 1 uge efter, deltog vi så i Danmarks første uofficielle Nose Work konkurrence og jeg har tænkt mig at fortælle om hvordan det gik :-)

Vi tog afsted tidligt om morgenen, for vi skulle helt til Feddet Camping, hvor konkurrencen skulle afholdes. I alt 20 hunde skulle deltage og det var en heldagskonkurrence. Jeg ankom som den første med Fella, da hun jo er en stresset hund og jeg derfor gerne ville være der i god tid, så hun kunne nå at falde til ro. 
Hun var dog übber cool og slet ikke stresset - overhovedet. Tværtimod lå hun på græsset et par gange i løbet af dagen og sov. Så var jeg glad og kunne ikke forlange mere af tøsen! 
En Nose Work konkurrence består af fire søg:
  • Beholdersøg
  • køretøjssøg
  • udendørssøg
  • indendørssøg

Man har 3 minutter til hvert søg. Og når hunden har markeret duften, skal man række hånden i vejret og signalere til dommeren at man mener at man er færdig med søget. 
Alle deltagerer starter ud med 100 point. I hver klasse kan der trækkes point fra, hvis man fejlmarkerer, hunden tisser, ødelægger noget, hopper op af køretøjet mm. Det gælder til sidst om at have flest point. Er der nogen der har lige mange point, er det tiden der tæller...

Det første søg var indendørssøg, som foregik i forteltet på en campingvogn - der boede to collier, så kurve og spændende dufte, gik hen og blev lidt af en udfordring for flere af hundene. Fella havde start nr. 16 og jeg var spændt på hvordan det ville gå. Jeg havde ingen forventninger. Det eneste der betød noget for mig, var at vi kom igennem dagen uden en stresset hund.
Jeg satte Fella igang med at søge og tiden gik i gang. Hun var en smule forvirret over hundekurvene og brugte noget tid på at mule rundt i dem. Dog besluttede hun sig for at det ikke var hér at duften var og gik videre. Hun fandt duften under en trappeskammel og vi fik markeret den korrekt. - Dygtig hund! 
(Jeg har desværre hverken video eller billeder fra dette søg, da det ikke var muligt)

Søg nr. 2 var køretøjssøg - det søg, som jeg bryder mig mindst om. Jeg er så nervøs for om hun hopper op af bilerne og ridser dem. Men jeg valgte at stole på hende og satte hende igang. Der stod to biler ved siden af hinanden. Jeg har maks trænet køretøjssøg med hende 6 gange siden jeg startede op på Nose Work for et halvt år siden. Så jeg var noget spændt på det. Men hun var super sej og fik hurtigt færten og markerede korrekt. - Igen en rigtig dygtig hund :-)
Picture
Den ene af de to biler, der var placeret ved siden af hinanden. En meget koncentreret hund med sin meget koncentrerede fører 

Søg nr. 3 var beholdersøg. - Det søg som Fella normalt er bedst til. 
Jeg var dog spændt på hvordan det ville gå, for vi skulle søge på mursten, hvilket Fella ikke har gjort så meget. Og banen var markeret med de kegler, som vi plejer at træne med fært under.
Anyway, hun blev sat igang, men havde ikke rigtigt noget drive i sig. Som forventet, søgte hun ud til keglerne i stedet for at søge på mustenene. Hun begyndte at snuse til den ene mursten og i min forvirring, fik jeg stukket lappen i vejret og dermed lavede jeg en fejlmarkering. Havde jeg nu slået koldt vand i blodet og udnyttet tiden, skulle Fella nok have fundet duften og markeret den. - Knap så dygtig fører ;-) 
Picture

4. og sidste søg var udendørssøg.
Fella var begyndt at være træt - vi havde trods alt været på fra tidlig morgen og det var nu eftermiddag. Udendørssøget foregik for enden af en legeplads, hvor der var legende børn og mange gode dufte. 
Fella blev sat i gang og hun overraskede med at finde færten lynhurtigt, uden så meget som at lade sig distrahere af børn, egern og andre sjove sager. Hun markerede færten så flot som muligt, selvom den var gemt i en tot græs - Normalt stopper hun op og begynder at tygge på græsset i stedet for.. Så hun var fantastisk. - Igen igen en super dygtig hund :-)
Picture
Picture
På første billede har Fella tydeligt fået færten og går meget målrettet hen mod "målet". På andet billede, viser hun mig flot hvor færten er. 
Jeg var pavestolt af min lille brune bjørn, da vi afsluttede vores sidste søg. Hun havde klaret dagen SÅ flot og jeg kunne tage hjem med følelsen af kæmpe succes. Nu manglede præmieoverrækkelsen bare, før vi kunne drage hjemad. Fella fandt 3/4 søg og jeg er sikker på at hun også havde fundet det sidste, hvis ikke at jeg havde dummet mig :-)

Det endte med at vi kom på en rigtig flot 3. plads med 90/100 point. Ikke nok med det, løb vi også af med dagens ærespræmie for godt næsearbejde. Aldrig har jeg været så stolt over min lille tøs og glæder mig meget til at det bliver en officiel sport i Danmark. Det er Bestemt ikke sidste gang at vi bliver set til NW konkurrencer ;-)
​
Potedask herfra :-)
Picture
Picture
Desværre er første søg ikke med, men de tre andre kan ses herover i videoen. 

0 Comments

FELLAS FØRSTE DUFTPRØVE

18/9/2016

0 Comments

 
Godaften kære læsere :-) 

Som jeg har nævnt et par gange her på bloggen, træner Fella og jeg Nose Work. Det er nok det bedste, som vi hidtil har lavet sammen. Man skal have et godt samarbejde med hunden og stole på den - for går man ind og blander sig, ødelægger man det hele. Hunden skal lave arbejdet og føreren skal kunne aflæse sin hund hurtigt og præcist. 
Fella er super skrap til det og igår d. 17 september var vi til vores allerførste uofficielle NW1 duftprøve hos Hundeklubben Lyngby med Sanne Andersen som dommer.

Jeg ankom i god tid med Fella, så hun kunne nå at falde til ro, inden hun skulle på. Hun er jo lidt af en stressbombe, så jeg var meget spændt på, hvordan hun ville tage det. Resultatet på selve prøven var jeg egentlig ligeglad med - Så længe at Fella fik en fed oplevelse ud af det. Og det må man sige at hun gjorde.
Vi var de første der skulle på. Jeg havde meldt Fella til på Lavendelsøg. Det var vi ikke mange der havde - de fleste skulle søge på eucalyptus. 
Lige inden vi skulle ind i hallen, fik Fella desværre et stress-flip og var mere oppe i hovedhøjde hos mig end med alle fire poter i jorden. Hun pev, halsede og løb rundt. Jeg var lige ved at hoppe fra, for hvis hun kom ind til prøven i den tilstand, ville hun ikke få noget godt ud af det - og NW skal være en succes hver gang! Jeg valgte alligevel at træde ind i hallen med hende og det er jeg glad for. Så snart hun så de opstillede kasser, var hun på. 
Picture
En duftprøve foregår således, at der er opstillet et antal kasser. I dette tilfælde 12 stk. I én af dem, gemmer sig en duft og det er ved denne kasse, at hunden skal markere færten. En officiel duftprøve skal bestås før man kan starte konkurrencer. Man har 3 minutter til at finde kassen og kun ét forsøg. Man kan altså ikke markere samtlige kasser til den samme prøve. 
Da jeg satte Fella igang gik der lige præcis 7 sekunder og så havde hun fundet den og jeg fik markeret den. Stjernehund! Jeg blev simpelthen så stolt af at hun holdt så pænt et fokus og slet ikke var i tvivl om hvor kassen var. Hun fik ros på vejen ud og møssede alle på sin vej ;-) 
Vi var der ca 3 timer, og prøven tog sølle 7 sekunder :-D Det havde vi det sjovt over ;-) 
Vi fik et diplom og en pose godbidder med hjem. 
Jeg vil gerne sige tusind tak til arrangørerne og dommeren for at gøre dette til en super sjov og god dag. Det har kun bekræftet mig i, at Nose Work er vejen frem for Fella og mig. 
Og husk alle sammen - Det er en sport, som alle hunde, uanset alder og race, kan lære og kan være med til. Og det giver hunden en super selvtillid. Det er også en sport for nervøse eller udfarende hunde, da der er ro og hundene er alene til prøve. Og dette bliver respekteret af de andre deltagere. 
Hvis du ikke allerede har prøvet det  - Så kom igang ;-)
Potedask herfra! :-) 


0 Comments

NOSE WORK - HVAD ER DET?

22/6/2016

0 Comments

 
Godaften kære læsere.
​I dag vil jeg fortælle lidt om, hvad Fella og jeg er begyndt at lave - og som vi begge elsker BIG TIME!  Jeg har i nogle uger haft fornøjelsen af at se Fella udvikle sig helt ekstremt både psykisk men også hendes snude er blevet så meget bedre. Vi er startet til en ny (kommende) konkurrencediciplin kaldet Nose work. Man kan endnu ikke konkurrere i det, men det vil med tiden blive muligt. Dansk Kennel Klub har allerede startet et udvalg op, så der er håb forude :)
​Nose work går i al sin simpelhed ud på, at man skal lade hunden arbejde - den skal bruge det bedste redskab den har, nemlig sin snude. Hunden skal finde en bestemt fært - eukalyptus, lavendel eller laurbærblad, i 4 forskellige miljøer på tid. Jeg træner med hydrolater, da det ikke er skadeligt på nogen som helst måde. Man kan også bruge æteriske olier, men her skal man være meget obs på at det ikke må komme i berøring med huden - heller ikke på hunden.
De fire miljøer, som hunden skal igennem er følgende:
  • ​beholder/ kassesøg
  • ​rumsøg
  • ​udendørssøg
  • ​køretøjssøg
​Jeg går på et NW hold en gang om ugen og træner udover det, 3-4 gange om ugen. Fella er totalt på og hun bliver kun skarpere og skarpere til at fange færten og vise hvor den er. Hendes ellers manglende selvtillid, vokser gang for gang og jeg er så glad for, at jeg lod mig melde på et hold, hos en super dygtig instruktør, som bare har styr på det.
Til at starte med trænede vi med kaffe, for at lære hunden at lede efter en bestemt duft. Kaffen blev kun brugt under indlæringen, for at hunden ikke skulle blive bange for de rigtige dufte, hvis noget skulle gå galt. Smart ikke? ;)
Som tiden går, skal de gemte dufte (fært) være mere og mere udfordrende - højt oppe, langt nede, i et hul i væggen, på en filtdut på en mur osv. Jeg lover jer for, at hunden nok skal finde dem, hvis man ellers ikke går for hurtigt frem.
​
​I dag søgte Fella efter tippen på en vatpind med 1-2 dråber eukalyptus på. Jeg havde puttet tippen ned i en rawplug, og derefter boret den ned i græsplænen. Jeg synes selv at jeg var ekstremt smart... Og alligevel fandt Fella den, let som ingenting. Det er så fedt at se sin hund arbejde selvstændigt og blive godt og grundigt træt af det. Det er klart noget, som jeg vil anbefale andre! Alle hunde kan lave Nose work. Nogen er selvfølgelig mere egnede end andre, men alle kan være med!
​Der er efterhånden en god håndfuld instruktører herhjemme, som er blevet uddannet hos selveste Ron Gaunt, som er en af grundlæggerne for K9 Nose Work, som det hedder i USA. Så nu er der ingen undskyldning, for ikke at få fat i en af de instruktøre og komme i gang med træningen ;)
​Potedask herfra! :)
Picture
Fella i et perfekt søg på et køretøj (i dette tilfælde måtte min mors bil stå model til en masse snusen alle vegne..)

0 Comments
Forward>>
    Picture
    Hundenørd fra '91, som er opvokset med dyr. Blogger og arbejder med dyr til hverdag. 
    For samarbejde mv. kontaktes jeg på potesporet@email.dk

    KATEGORI

    All
    Aktivering
    Anmeldelser
    Canicross
    Diverse
    DIY
    DKK
    Fella Fortæller
    Foder Og Godbidder
    Hundesprog
    Konkurrencer
    Links
    Næsearbejde
    Nosework
    Pleje
    Racebeskrivelser
    Sjov & Hygge
    Smartdog
    Sportræning
    Sundhed
    Tema
    Tips
    Traening
    Tricks
    Uddannelse
    Udflugt
    Udstyr
    Video

    Facebook
    Instagram
    Email

Tine Ruff Pilegaard 2014 - 2018