Som sagt begav mor og jeg os op til togstationen. Hun havde en taske over skulderen, der var proppet til det yderste og det kunne kun betyde, at vi skulle overnatte et andet sted. I hånden havde hun nettoposen med oksestruben og jeg tilbød op til flere gange (med små bjæf og snudepuf) om jeg ikke skulle bære den for hende, men hun havde for travlt med at gå og kigge ned i sin mobil, så hun hørte ikke efter. Derfor ville jeg være en god hund og hjælpe af mig selv. Jeg tog struben ud af hånden på hende og begyndte (lidt stolt) at gå stærkt derud af. Men mor kaldte mig tilbage og bad mig om at aflevere struben tilbage.. Jeg ville jo bare hjælpe. Suk!
Jeg tilbød yderligere tre gange, at bære den for hende og alle tre gange kaldte hun mig tilbage igen. Hendes stemme begyndte at lyde en smule irritabel, så jeg gik surt videre uden struben i munden.. Til gengæld begyndte jeg at trække helt vildt, kun fordi jeg var utilfreds... Imellemtiden var sneen blevet tungere og det lå som et tykt tæppe på min ryg. Og hvordan kommer man af med det? 3, 2, 1 GO! - Hen og gnide ryggen op af mors fine rene bukser! De er så gode at gøre sig ren i - Jeg taler af erfaring. Mor hvinede og brokkede sig over at hun nu var våd og beskidt og at sneen var faldet ned i hendes støvler. Så kunne hun bare se hvordan det var, at få kolde poter! Hendes poter var endda pakket ind i sko, det var mine ikke... Så brokke sig, det var da det sidste hun skulle gøre.
Da vi nåede op til stationen holdt toget der allerede. Nu er jeg jo en hund, så jeg kunne ikke læse på toget, hvor turen skulle gå til. Men jeg havde en god fornemmelse af det. Den fornemmelse blev bekræftet da mors mobil ringede og og hun mumlede ind i den. Hun nævnte ordet 'Kiba' og så var jeg ikke i tvivl længere. Vi skulle hjem til mors kæreste og hans barnlige (okay også ret lækre) Border Collie, Kiba. Utålmodigt begyndte jeg at puffe til hende, for at fortælle hende, at toget holdt og ventede. Da hun ikke reagerede, men pludrede videre i mobilen, tog jeg affære og med et voldsomt træk i snoren, fik jeg hevet hende med ind i toget. Hun lagde straks mobilen ned i lommen og brugte "NEJ FELLA, ØV!" sætningen mod mig. Åh åh... Jeg blev vildt uforstående, da hun meget hurtigt hev mig med ud af toget igen og det kørte fra os.
Det viste sig så, at det slet ikke var det tog vi skulle med - men hvordan kunne jeg vide det? Jeg kan jo som sagt ikke læse. Jeg havde bare prøvet at hjælpe - og fik skæld ud for det. Derfor besluttede jeg mig for at være en møgunge resten af dagen, for skal jeg have skæld ud, skal det være fordi jeg har lavet ballade! Og ikke fordi jeg prøver at hjælpe. Dumme mor!
Endelig kom toget. Sneen var taget til og det blæste. Jeg ventede pænt på mors signal denne gang og gik ind i toget side om side med hende. Så fik jeg ros og klap. Det føltes meget rart og i et split sekund glemte jeg at være en møgunge. Jeg lagde mig pænt ved hendes fødder og så drog vi afsted. Det vidste jeg, fordi gulvet altid vibrerer voldsomt under mig, når toget starter. I starten var det lidt uhyggeligt, men jeg er blevet modigere med alderen. Der er INTET der kan skræmme mig mere (pånær støvsugere, tørrestativer, kortspil, koste, statuer, seler osv osv).
Bedst som jeg lå der på gulvet, kom en ung mand hen og satte sig ved siden af min mor. Det måtte jeg jo lige holde øje med. Tænk hvis han ville begynde at slås om det sæde, som hun sad på. Så skulle jeg nok hjælpe hende, for jeg ved at det ikke er sjovt at blive bidt. Han havde allerede rejst børsterne på hovedet - Det strittede vildt i alle retninger. Derfor rejste jeg mig op og gav ham et stirrende blik. Mor nussede mig på hovedet - Jeg er sikker på at hun var taknemmelig for mine evner som bodyguard. Manden strakte sin hånd hen mod mig og så kunne jeg ikke holde mig tilbage. Facaden som vagthund smuldrede fuldstændigt og i det næste øjeblik sad jeg nærmest oppe i skødet på ham og blev kløet på maven. Ååååh det var lækkert! Desværre skulle han af toget kort til efter, så vi tog afsked. Et meget følelsesladet afsked fra min side af. Jeg tudede en smule, men hva pokker.. Jeg er jo hunkøn.. Jeg er følelsesladet.
Da vi havde siddet i toget i noget, der føles som flere dage (mor kalder det 20 minutter) og nåede endestationen steg vi endelig af. Sneen var ikke lige så voldsom her, så jeg kunne bevæge mig noget mere ubesværet, end tidligere. Derfor begyndte jeg straks at hive mor afsted, for jeg skulle finde bilen, hvor mors kæreste sad og ventede på os. Og som altid fandt jeg den før mor. Jeg trak hende hele vejen med derover, så hun var ved at falde, men pyt, jeg var jo EN MØGUNGE!
Mors kæreste fik en masse møssere af mig, inden min mor overhovedet nåede helt hen til ham. Jeg så ham først, derfor måtte hun vente til det blev hendes tur. Da alle havde sagt hej til hinanden, skulle vi hjem, inden sneen sådan for alvor lagde sig på vejene. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg spiller dum henne ved bildøren, kommer mor selv om bærer mig op på sædet, så jeg slet ikke skal bruge nogle kræfter. Så klog er jeg nemlig..
Da vi kom derhjem og hoveddøren blev låst op, begyndte min ben at trippe rundt. For indenfor ventede han! Lige derinde på den anden side af døren, ventede min bedste legekammerat Kiba! jeg masede mig ind før de andre og blev mødt af en meget glad Kiba. Nu er det altså sådan, at når vi mødes, begynder vi straks at bryde. Jeg skal jo lige vise ham, at han er et helt år yngre end mig og ikke skal bestemme noget. Desværre er den lille møgunge gået hen og blevet større end mig, på de 5 måneder, at vi har kendt hinanden. I starten var han en lille lort, jeg bare kunne puste til og så smed han sig på ryggen. Men nu er han blevet flabet og bider mig i ørerne, skubber til mig osv. Det gjorde han også denne gang, så jeg blev nødt til at slæbe ham hen ad gulvet i forbenet og sætte mig på ham, indtil han blev rolig. Men problemet med Kiba er, at han aldrig bliver træt! Jeg prøver virkelig at følge med på hans energiniveau, men det er jo umuligt! Ingen hund, har så meget energi som ham. Han er mærkelig... Og flabet... Og alligevel kan jeg ikke undvære ham.
Da vi havde tosset lidt rundt indenfor og ignoreret vores forældre med vilje, som ihærdigt prøvede at stoppe os for at smadre hele hytten, når vi legede brydning, endte det med at mor lukkede op for havedøren. Det er Kibas første sne-oplevelse, så jeg gjorde mig klar til at gå i spidsen og vise ham at det ikke var farligt.... Men døren var ikke engang åbnet helt op, før han var løbet ud og stod i et åndssvagt legebuk og kaldte på mig. Irriterende type... Han plejer ellers at være bange for alt.
Det væltede ned fra himlen med endnu mere sne. Jeg stod stadig i døråbningen og overvejede at blive indenfor. Men så begyndte Kiba at løbe rundt i sneen og bide efter snefnug. Det blev alt for spændende for mig, så jeg sprang ud i sneen, som forresten nu var så dybt, at det gik mig til skuldrene. Ååååh hvad, hvor var det sjovt! Vi legede fangeleg, gravede i sneen, lavede hjulspind rundt om nogle paller og havde en fest. Jeg blev hurtigt forpustet og sagde til Kiba, at jeg gik ind, fordi jeg frøs. Men han troede ikke på mig og kaldte mig for en fedladen dame i dårlig form. Det skulle han ikke have gjort. Jeg nåede lige akkurat at få fat i en af hans bakkenbarter (er det ikke det, I mennesker kalder det?) og tvang ham ned i sneen. Haha hvor blev han bare våd! Nu ville han også med ind, så vi kunne blive tørre.
Vi nåede kun lige ind, da det ringede på døren. GÆÆÆÆÆSTER! GÆSTER, GÆSTER, GÆSTER!!!! Jeg satte af i et gepard-spring, for at nå hen til døren før Kiba, men mor fik grebet mig i farten og holdt mig tilbage. Kibas far bad Kiba om at sætte sig pænt og vente. Tøsedreng. Han gjorde straks hvad han blev bedt om, for han er bange for at få skæld ud. Næææ, havde det været mig, var jeg stædigt blevet stående henne ved døren og taget imod hvem end, der bankede på.
Det var åbenbart en ven, der kom på besøg. Glæden boblede over inde i mig, men min mor holdt fast i mit halsbånd og bad mig om at falde til ro, fordi det ikke er alle, der gider sådan et bullerhoved som mig... JA hun kaldte mig et bullerhoved. Jeg skulle vise hende bullerhoved!
Jeg rev mig løs af hendes greb, satte af i et hjulspind og løb ud til døren, hvor personen var ved at tage sit overtøj af. Nu skulle jeg nok vise alle, hvordan man hilser. Jeg gav ham et par kæmpe velkomst-kram (og udnyttede lige situationen til at tørre min pels af i hans trøje, når jeg nu alligevel sprang op af ham). Jeg kunne ikke forstå at de brugte "NEJ FELLA" mod mig igen. Surt gik jeg over og lagde mig på Kibas pude. Så kunne de da også bare blive fri for mig...
... Altså kun lige indtil mor tog oksestruben frem. Vupti, så førte mine forræderiske ben mig ud i køkkenet, hvor Kiba allerede sad og ventede. Gå da væk.. Hvem sagde, at det var til ham? Til min store skræk, delte mor det i to dele. Jeg plejer ellers at få et helt et :( nå, jeg skyndte mig over på puden igen med den halve strube og gnaskede det i mig. Måske kunne jeg nå over og stjæle Kibas del bagefter. Men nej. De havde allerede fjernet det igen, da Kiba ikke havde tid til at spise det. Gemte de det så til senere, eller hvorfor kunne jeg ikke bare få det?
Mor kom over og lukkede os ud. WROOOOM, vi gav den gas som racerbiler. Da det blev lidt kedeligt, besluttede vi os for at være kunstnere og tissede overalt i sneen. Nøøøj det var flot. Kiba rullede sig efterfølgende i det og så gik vi indenfor igen og rullede os på gulvet (shhhh, sig det ikke til mor eller Kibas far, vel?).
Hele aftenen fortsatte vi vores leg skiftevis ude og inde. Det var fantastisk og jeg glemte egentlig lidt, hvor koldt det var. Vi drak, drak, drak, tissede, tissede, tissede, rullede os i det, løb ind, rullede os på gulvene, i møblerne og mor og Kibas far anede ikke hvad vi havde gang i. Det var perfekt. Intet mindre end perfekt.
Som prikken over I'et tissede Kiba lige en enkelt gang på gulvet. 10 point til ham, herfra!
Da vennen skulle hjem, gik mor, Kiba og hans far ned på en stor græsplæne, der ligger i nærheden, så vi rigtigt kunne boltre os. Snestormen var så vild, at hverken Kiba eller jeg turde gå særlig mange meter væk fra vores mennesker, da vi kunne risikere, at de blev væk og frøs ihjel. Så vi galoperede rundt om dem i nogle minutter og da min mor sagde at hun frøs og ville hjem, var der en lille taknemmelig stemme inde i mig, der takkede hende, for jeg var VIRKELIG ved at stille træskoene. Så forpustet var jeg. Pyyyyh..
Resten af aftenen (og starten af natten) fortsatte vi med at lege udenfor i haven. Om natten sad vores forældre og snakkede om hvor voldsomt det var og at vi var sneet inde. Så vi gik alle til køjs. Jeg HADER nætterne hos Kiba, for jeg mangler mors seng. Og jeg bliver bedt om at hoppe ned, når jeg prøver at snige mig op til hende og Kibas far om natten. Det er mest ham, der siger ned, for mor prøver bare at rykke mig hen til hende, så han ikke opdager det. Jeg tror godt at hun kan lide det, selvom hun ikke vil indrømme det.
Det blev morgen.... Og så skete det... JEG BLEV OVERFALDET AF SNEEN :(
Kibas far ville køre mor og mig hjem. Jeg gad ikke engang at sige farvel til Kiba, for mor havde glemt min morgenmad, så jeg ville bare hjem så hurtigt som muligt, så jeg kunne få noget at spise. HVORDAN KAN MAN GLEMME MIN MORGENMAD???
Jeg kunne ikke finde bilen. Den var væk. Der var bare sne overalt. Kæmpe bunker alle vegne. Kibas far begyndte at grave ovre i en af bunkerne, så jeg gik nysgerrigt derover. Han begyndte at fjerne sneen og det viste sig, at bilen var under den. Jeg gik over på den anden side af bilen og begyndte at grave lidt i sneen på jorden, blot for at se aktiv ud. Pludselig lød der en lyd og jeg nåede kun lige at kigge op, for derefter at blive begravet levende i en kæmpe masse af tung våd sne. *PIIIIIV - Sprælle, sprælle* Åååh det var så uhyggeligt og mor kom mig straks til undsætning. Al den sne, som havde fanget bilen, var pludselig gledet ned af den og havde udset mig som et nyt offer. Jeg løb forvirret rundt, da mor hjalp mig fri. Jeg så Kibas far stå og grine på den anden side af bilen og jeg mistænker ham stadig for at stå i ledtog med sneen.
Jeg fik et kram af min mor, som grinene hviskede at hun elskede mig og nok skulle passe på mig. Efter denne episode, som har givet mig sne-på-bilen-traumer, har jeg tilgivet hende fuldstændigt for at være irriterende dagen før.
Jeg fik min hævn over Kibas far, da vi langt om længe kunne køre hjemad. Jeg tværede min våde og beskidte snude rundt på alle de ruder, jeg kunne komme til. Haha hvor så det bare ud, da jeg var færdig.
Da vi kom hjem, fik jeg min højtelskede morgenmad ude på køkkengulvet og forblev i min kurv resten af dagen og nød gulvvarmen, der trængte op igennem den.
Sikke en weekend :)
VUF VUF HERFRA!